TexasTours

Den store jubilæumsrejse

Best of Texas 2027

Glæd dig: Vi fejrer 20-års jubilæum med de bedste steder i Texas

Unik rundrejse med den helt store yeeeeeehaaaawww-effekt

I 2027 har Texas Tours 20-års jubilæum, og vi fejrer det med vores hidtil mest omfattende rundrejse i Texas: 17 dage med dansk rejseleder og oplevelser i absolut topklasse.

Har du nogensinde drømt om at komme til The Lone Star State, så er dette den ultimative rejse.

Rejsen byder på et helt særligt mix af fantastiske muligheder, som man ikke finder andre steder.

Her får deltagerne god, gammeldags westernstemning, berømte seværdigheder, flot natur, fantastiske storbyer, små cowboyflækker og naturligvis masser af god mad, god musik og godt vejr.

Du kan ride, hvis du vil. Du kan prøve at skyde i en gun club, hvis du vil. Og du kan få dit livs største steak, hvis du vil.

Uanset hvad du er til, lover vi et program spækket med højt humør og masser af fleksibilitet.

Undervejs bor vi bo en ranch, hvor man kan ride, hvis man har lyst – eller bare nyde den helt særlige Texas-gæstfrihed i The Cowboy Capital of The World.

Antal dage17
Pris pr. person i dobbeltværelse33.333,-
StedHouston, College Station, Fort Worth, Dallas, Fredericksburg, Bandera, San Antonio
Dato1.-17. maj 2027

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse Billund-Houston t/r 
  • Forplejning på fly til og fra USA
  • Al nødvendig, lokal transport i USA
  • Morgenmad de fleste dage i USA
  • Fuld forplejning under ranchopholdet
  • Entré til Space Center Houston
  • Entré til The National Museum of Funeral History
  • Entré til George H.W. Bush Presidential Library and Museum 
  • Entré til National History of Funeral History
  • Entré til The Sixth Floor Museum
  • Entré til Southfork Ranch
  • Entré til The Alamo
  • Entré til rodeo
  • Sejltur på The Riverwalk
  • Øvrige udflugter ifølge program – enkelte med egenbetaling
  • Dansk rejseleder alle dage i USA
  • Alle lufthavnsskatter og -afgifter
  • Bidrag til Rejsegarantifonden
  • Egen lejebil, hvis I er fire, der rejser sammen. Vi følges ad 🙂


Pris: 32.350,- pr. person v/2 personer i dobbeltværelse

Skal vi kontakte dig?

Ekstra information

Ikke inkluderet:

  • Rejseforsikring
  • Afbestillingsforsikring
  • Drikkepenge
  • Alle måltider, der ikke er nævnt ovenfor.

Tillæg for enkeltværelse:

  •  Kr. 6.200,-

Rabatter:

  • Ekstra voksen i samme værelse: Spar kr. 4.000,-

ESTA:

  • Alle rejsende til USA skal på forhånd have en såkaldt ESTA-godkendelse. Den koster $40 – ansøgning via dette link: https://esta.cbp.dhs.gov/

Westernsjov i lange baner

Lørdag 1. maj:
Afrejse fra Billund og ankomst til Houston. Vi kører direkte til Kemah, hvor vi bliver indlogeret på hotel ved Galveston Bay,  en lille times kørsel fra lufthavnen. 

Om aftenen mulighed for at besøge Kemah Boardwalk, et forlystelsesområde med masser af restauranter lige ud til Den Mexicanske Golf.

Søndag 2. maj:
Efter morgenmad på hotellet afgang til Space Center Houston, som nemt tager pusten fra de fleste.

En kæmpestor hyldest til USA’s præstationer i rummet – blandt meget andet med mulighed for at røre ved et stykke af månen og se Mission Control, hvorfra månelandingerne blev styret. 

Her kan man også sidde i den stol, som den engelske dronning Elizabeth sad i, da hun gæstede Mission Control …

Mandag 3. maj:
Om formiddagen besøg på det fascinerende National Museum of Funeral History i Spring i Houstons nordlige udkant.

Det lyder måske lidt makabert, men dette fremragende museum giver et meget fint indblik i begravelsernes historie, med masser af vildt imponerende rustvogne, kister, en smule af Abraham Lincolns hår og meget andet.

Fra Houston-området kører vi mod universitetsbyen College Station, og oplever undervejs det imponerende vejnet med op til 26 spor på motorvejen.

I College Station ligger tidligere præsident George H.W. Bush og hans kone, Barbara, begravet sammen med deres lille datter. 

Her besøger vi George H.W. Bush Presidential Library and Museum, som giver et fantastisk indblik i eks-præsidentens liv.

Bliv for eksempel fotograferet i en kopi af The Oval Office fra Det Hvide Hus.

Vi overnatter i College Station, men inden vi går til ro, er der mulighed for at besøge et par sjove barer og en smøge fyldt med et tykt lag af ølkapsler. 

Tirsdag 4. maj:
Fra College Station fortsætter vi til Fort Worth, hvor vi bor tæt på The Stockyards – det gamle kvægdriver-område med verdensberømt westernstemning.

Onsdag 5. maj:
Dagsudflugt til Dallas og omegn.

Vi lægger ud med et besøg på Southfork Ranch, hvor du kan blive klogere på J.R. og hans familie fra tv-serien Dallas.

Find blandt andet ud af, hvorfor poolen på Southfork så meget større ud, end den er.

Senere på dagen gæster vi The Sixth Floor Museum i det gamle skolebogslager, hvorfra Lee Harvey Oswald skød præsident J.F. Kennedy (tror vi nok). Et fremragende museum med udsigt til stedet, hvor JFK blev ramt.

Torsdag 6. maj:
Frit spil i Fort Worth.

Oplev blandt andet den flotte flok longhorns, der hver dag bevæger sig gennem gaderne.

Og besøg det fine John Wayne-museum og verdens største honky tonk, Billy Bob’s.

Fredag 7. maj:
Vi kører sydpå til Fredericksburg i The Hill Country, Texas’ måske smukkeste område.

Fredericksburg er en tysk nybyggerby, der er spækket med fine shoppingmuligheder.

Her lægger vi ud med en let gang sightseeing i en ualmindeligt velplejet by med masser af minder om den tyske fortid – og med et væld af små, hyggelige butikker, blandt andet med tøj, smykker og antikviteter. Der er også en fremragende chilibutik, med adskillige hundrede gratis smagsprøver på alskens produkter med og uden chili.

I byens park besøger vi en flot skulptur af byens grundlægger, Otfried Hans Freiherr von Meusebach, der ryger fredspibe med en gruppe indianere. Skulpturen er til minde om den fredstraktat, de indgik i 1847 – en traktat, der aldrig blev brudt.

Aftenen er afsat til afslapning, eller eventuelt en tur på Fredericksburgs mikrobryggeri, der er Texas’ ældste af sin slags

Lørdag 8. maj:

Roadtrip i The Texas Hill Country. Via små, snoede veje kommer vi ud blandt lokale ranches i ualmindeligt flot natur og når ved middagstid til Llano. Her spiser vi frokost på Coopers Old Time Pit Bar-B-Que, kendt som det måske bedste barbeque-sted i Texas. Tidligere USA-præsident George W. Bush er blandt de mange fans.

Ud på eftermiddagen lander vi i minibyen Luckenbach (med cirka 3 indbyggere), der er udødeliggjort i countryhittet “Luckenbach Texas” med Willie Nelson og Waylon Jennings. Den store attraktion er den kombinerede saloon/butik/posthus og livemusikken under de ældgamle egetræer i en af Texas’ absolut mest hyggelige flækker.

Her handler det mest om at lave så lidt som muligt og bare nyde den helt specielle atmosfære. 

Før solen går ned, kører vi til en gammel jernbanetunnel tæt på Luckenbach – her holder cirka tre millioner flagermus til, og det er et fantastisk syn, når de ved solnedgang myldrer ud for at jagte føde det meste af natten.

Søndag 9. maj:

Dagen er afsat til afslapning og hygge på egen hånd, for eksempel i Fredericksburgs butikker eller ved hotellets swimmingpool.

Der er også mulighed for en shoppingtur i Fredericksburgs kæmpestore Walmart-varehus. hvor man nemt kan blive overrasket over både udvalget og de små priser. Walmart-kæden er verdens største private virksomhed med over to millioner ansatte.

Mandag 10. maj:
Op ad formiddagen forlader vi Fredericksburg og gør klar til et af rejsens absolutte højdepunkter, tre sjove og hyggelige dage på Mayan Ranch i Bandera, cirka en times kørsel mod syd.

Vi bliver indlogeret i de hyggelige westernhytter hos storfamilien Hicks, der sammen med den charmerende stab af cowboys og cowgirls arbejder benhårdt på at sikre alle gæster en uforglemmelig ferie. Masser masser af god mad og højt humør.

Fra morgen til aften kan man vælge at slappe at ved poolen, udforske den flotte natur eller deltage i ranchens spændende westernaktiviteter. Regn med at få nye westernvenner fra USA, England, Frankrig, Slovenien eller andre af de lande, der har opdaget magien på Mayan Ranch

Tirsdag 11. maj:
Ophold på Mayan Ranch.

To daglige rideture på ranchens veltrænede heste er inkluderet i prisen, og det samme gælder alle måltider under opholdet.

Vælg for eksempel at ride ud til en ægte cowboy-breakfast i skoven – eller vælg i stedet at blive trukket på en ladvogn med hø, hvorfra der er fin udsigt til det spændende dyreliv.

Om aftenen mulighed for at opleve den unikke Steak Night med levende musik på 11th Street Cowboy Bar. 

Onsdag 12. maj: 
Afslapning på Mayan Ranch.

Under opholdet bør man ikke snyde sig selv for en tur til selve Bandera, blot et par kilometer fra ranchen.

Bandera kalder sig selv “Cowboy Capital Of The World”, og her er det næsten obligatorisk at have cowboyhat på.

Masser af hyggelige westernbutikker, cowboybarer og gode muligheder for at købe eksempelvis indianersmykker.

Vil du prøve at skyde med rigtige guns, arrangerer vi en tur til Bandera Gun Club.

Torsdag 13. maj:
Efter endnu en god lunch på Mayan Ranch går turen til romantiske San Antonio, hvor vi lægger ud med en let gang sightseeing og byder på en sejltur på San Antonios berømte Riverwalk – et helt uforligneligt restaurant- og forlystelsesområde langs en flere kilometer lang kanal under gadeniveau.

Fredag 14. maj:

I løbet af formiddagen besøger vi det berømte Fort Alamo, hvor David Crockett mistede livet i kamp mod en stor mexicansk overmagt i 1836.

Bag det gamle fort er der netop blevet bygget  et nyt museum med en lang række Alamo-effekter, som musikeren Phil Collins har indsamlet over en lang årrække og doneret til museet. Effekter til en værdi af op imod 100 millioner kroner, blandt andet David Crocketts personlige riffel.

Om eftermiddagen udflugt til Gruene, hvor vi ikke mindst skal hygge i Gruene Hall, Texas’ ældste dancehall, hvor westernstemningen driver ned ad væggene.

Har du set filmen “Michael”, hvor John Travolta spiller en engel, har du også set Gruene Halls berømte dansegulv …

Lørdag 15. maj:
I dagtimerne er der frit spil i San Antonio, som har oplevelser og seværdigheder langt ud over det sædvanlige.

Tag for eksempel til tops i Tower of The Americas med storslået udsigt, eller se nærmere på mylderet af små, mexicanske butikker.

I San Antonio finder man også Buckhorn Saloon, som har et kæmpestort museum med nærmest alt underligt mellem himmel og jord.

Om aftenen tager vi til et vaskeægte Texas-rodeo, hvor du kan få det store adrenalin-kick blandt masser af cowboyhatte.

Søndag 16. maj:
Vi checker ud fra hotellet og kører til Houston for at rejse hjem.

Det er tilladt at rejse med cowboyhat …

Mandag 17. maj:
Ankomst til Billund.

Med forbehold for fejl og ændringer/justeringer – vi har altid meget mere på programmet end angivet her.

Lad os tage en helt uforpligtende rejsesnak

Andre sjove rejser

Ranchferier, roadtrips og meget mere!

England i topform

Natur du aldrig glemmer