York - vikinger og spøgelser
Historiske York er en af Englands mest spændende byer
Lad os skræddersy din perfekte York-rejse - fem dage fra 7.790,- pr. person
York er middelalder, vikinger, charme, spøgelser og meget, meget mere.
En unik by, som i helt usædvanlig grad er spækket med fascinerende historie, god atmosfære og store oplevelser
I York foregår det meste i et behageligt tempo i de hyggelige middelaldergader, hvor nogle af Englands mest talentfulde gadegøglere er med til at sørge for den gode stemning.
Snesevis af ældgamle pubs, et overdådigt udvalg af restauranter og butikker, masser af krinkelkroge, interessante museer, teatre og spillesteder – altsammen er det med til at gøre York til en uforglemmelig oplevelse.
Gå en tur på den flotte bymur, hvoraf hovedparten er omkring 800 år gammel. Bliv overvældet af den enorme (og enormt smukke) katedral, The Minster, som blev opført i årene 1220-1472. Og nyd en sejltur på floden Ouse, der roligt flyder gennem midtbyen.
Husk også at gå i vore berømte forfædres fodspor med et besøg i Yorks vikinge-center, hvor man kommer helt tæt på det liv, som de danske vikinger levede i York efter at have erobret byen i 866. I den underjordiske udgravning er en komplet vikingeby blevet genopført – og der er i høj grad kælet for detaljerne. Eksempelvis er vikinge-dukkernes tøj lavet af uld fra får, der har fået samme slags mad som fårene fik i vikingetiden.
Vikingetiden smitter stadig af på sproget i York – her hedder gaderne ikke streets, men har navne som Coppergate, Swinegate og Stonegate. Eller hvad med Whip-Ma-Whop-Ma-Gate … Yorks korteste gade, hvor der før i tiden var gabestok og offentlig piskning, deraf navnet.
York er efter sigende hjemsted for usædvanligt mange spøgelser, og man bør ikke snyde sig selv for at møde nogle af dem – eller i det mindste høre om dem. Hver aften er der en stribe forskellige spøgelsesture i den stemningsmættede midtby, hvor dygtige spøgelsesguider beretter om mystiske hændelser, hjemsøgte pubs og hvide damer.
Man behøver ikke at være ret modig for at være med – det meste foregår med et godt glimt i øjet.
Den ældste og mest populære Ghost Walk har udgangspunkt ved pubben King’s Arms på flodbredden – en pub, som gennem årene har været oversvømmet adskillige gange, når Ouse er gået over sine bredder. Rekorden er fra november 2000, da vandet inde i pubben var tæt på at nå loftet.
Rejsen er med fly til Manchester, hvor der fra lufthavnen er inkluderet direkte togtransfer til York.
I York bor I på hotel i nem gåafstand til masser af attraktioner og seværdigheder.
Inkluderet er entré til blandt andet:
- Vikingecenteret Jorvik – en underjordisk udgravning med en komplet vikingeby
- York Minster – overdådig katedral fra middelalderen
- The York Dungeon – en rejse gennem 2.000 års uhyggelig historie i York
- York Cold War Bunker
- Underholdende flodcruise
- Sightseeingtur med bus.