Ubeskriveligt flot: Oplev Costa Rica med dansk rejseleder

Rejseperiode: 9.-21. november 2025
Pris: 29.700,- pr. person i delt dobbeltværelse


 

På denne 13-dages rejse til Costa Rica får du det allerbedste af dette vidunderlige land med en natur, der med garanti vil blæse dig bagover.

Bliv vækket af brøleaber tidligt om morgenen, tag med på unikke sejlture ude midt i regnskoven, gå på hængebroer blandt dovendyr, næsebjørne og papegøjer - og  slap af i vidunderlige Manuel Antonio med en af verdens smukkeste strande 

Vi har nøje udvalgt den perfekte rejse i Costa Rica, hvor vi også skal opleve bananplantager, ekstremt frække aber, bade i termiske bade og nyde costaricanernes enorme gæstfrihed.

Undervejs har vi selskab af aldeles fremragende lokale guider. Forestil dig en sti i en nationalpark, hvor du prøver at få øje på dovendyr, øgler, aber eller smukke fugle. De fleste af dem er stort set usynlige, men vores lokale guider kan på nærmest magisk vis opdage dem og give dig oplevelser for livet. 

I nationalparken i Manuel Antonio tager vi dig også med ind i parkens “human cage” - et bur ude midt i regnskoven, hvor mennesker kan slappe af, mens parkens dyr hygger sig udenfor. 

Rejsen begynder og slutter i hovedstaden San José, men det er Tortuguero, Arenal og Manuel Antonio, der er de helt store oplevelser. 

Vi har 10 pladser på Costa Rica-rejsen i november, hvor du er i trygge hænder med vores danske rejseleder og de lokale eksperter. 

 

Se rejseplanen her: 

 

Dag 1: Afrejse fra København og ankomst til Costa Ricas hovedstad, San José. 
Privat transfer fra lufthavnen til hotellet, hvor vi tilbringer de to første nætter. 

Hotel: Park Inn by Radisson eller lignende.

Dag 2: Ophold i San José, hvor du blandt andet kan opleve hovedstadens berømte guldmuseum med interaktive udstillinger. Og ellers bare lade op til de kommende dages kæmpestore naturoplevelser. 

Dag 3: Efter morgenmad på hotellet kører vi mod Tortuguero National Park, med et stop i Guapiles undervejs for at spise frokost. 

Ad små veje og gennem kæmpestore bananplantager fortsætter vi mod Tortuguero, der ligger ude midt i regnskoven ved Costa Ricas caribiske kys. Der er ingen normale veje på den sidste strækning dertil, og vi ankommer derfor med båd efter cirka halvanden times sejltur ad områdets vandveje - med regnskov og et overdådigt dyreliv så tæt på, at det er med at have kameraerne klar. 

Vel ankommet til vores lodge i regnskoven får vi en velkomstcocktail og bliver indlogeret i rustikke hytter, med nem adgang til den fulde forplejning, som er en del af opholdet i Tortuguero. Hotel: Pachira Lodge eller lignende.

Dag 4: Glæd dig til at blive vækket af brøleaber tidligt om morgenen, inden vi spiser morgenmad og tager på en bådsafari med lokal ekspertguide. De lokale guiders kendskab til området og dets overdådige dyreliv vil formentlig vil få dig til at tabe pusten. Tortugueros biodiversitet er forbløffende! Aber, krokodiller, øgler, jaguarer, skildpadder, papegøjer og et overflødighedshorn af andre fugle er bare en meget lille del af det hele.

Vi besøger også selve landsbyen Tortuguero, hvor små butikker tilbyder smil og souvenirs.

 

Day 5: Morgenmad og checkout, hvorefter vi sejler tilbage på endnu en tur med mulighed for helt unikke fotos.Vi stopper igen i Guapiles for at spise frokost og kører derfra videre mod La Fortuna/Arenal nord for San José.

Hotel: Volcano Lodge Hotel & Thermal Experience eller lignende. 

Arenal er ikke mindst kendt for vulkanen med samme navn, og for områdets overdådige mix af regnskove og frodige bakker.

Vi bor i udkanten af La Fortuna i tre nætter, med en fremragende morgenmadsbuffet inkluderet i prisen.

Dag 6 og dag 7: Nyd dagene ved hotellets pool og med besøg i hyggelige La Fortuna, der tilbyder et særdeles godt indblik i den lokale kultur. Eller tag med på en udflugt til den tropiske regnskovs fantastiske hængende broer, hvor du kan opleve regnskoven fra oven. Har har vi også selskab af en lokal guide, der har alle antenner ude og vil vise dig dyr, du formentlig aldrig selv havde opdaget.

Vi skal naturligvis også se Arenal-vulkanen, der senest var i udbrud i 2010.  Når solen går ned bag vulkanen, forvandles himlen ofte til et virvar af farver, der kaster en magisk atmosfære over hele området.

Dag 8: Fra Arenal går turen sydpå til Manuel Antonio, et tropisk paradis på Costa Ricas smukke stillehavskyst. Her bliver vi indlogeret tæt på Manuel Antonio National Park, der er er Costa Ricas mindste nationalpark, men også en af de mest populære - lige ud til en aldeles fremragende, hvid sandstrand.

Hotel: Costa Verde eller lignende

Dag 9 og dag 10: Ophold I Manuel Antonio med morgenmad inkluderet - nyd for eksempel en howler monkey breakfast, mens små, frække dødningehovedaber fjoller rundt omkring dig.

Der er også masser af de selvfede kapucineraber, som gerne hænger ud lige foran din terrasse og gerne stjæler, hvad de kan få fingre i, når du ikke er der ...

 

Under opholdet besøger vi nationalparken, igen med en lokal ekspertguide. Det er en forrygende oplevelse, hvor du blandt meget andet kan regne med at se dovendyr. 

Dag 11: Transfer fra Manuel Antonio til San José, hvor vi tibringer den sidste nat på hotel.

Dag 12: Hjemrejse fra lufthavnen i San José.

Dag 13: Ankomst til København.

Med forbehold for ændringer/justeringer.

 

Print siden
Ultimate Web A/S